I den traditionelle japanske kampkunst betragtes den defensive opførsel for at være mest effektiv. For rutinerede Budo udøvere anses det at være mere effektivt at udføre en teknik som modreaktion til et angreb end at skulle tage initiativet til at indlede et angreb. Dertil kommer holdningen at Budo er beregnet til selvforsvar. At indlede et angreb ville være i uoverensstemmelse med moralen i Budo.

Aikido er da også en defensiv budo form, der er skabt til at være effektiv i virkelig kamp. Denne defensive indstilling til kamp og fraværet af konkurrencer udgør den største forskel mellem Aikido og andre mere moderne budo former. At Aikido ikke er nogen konkurrencesport skyldes at det ville medføre regler og restriktioner, hvilket ville reducere teknikkerne og deres effektivitet. Alle sådanne ydre restriktioner på ens bevægelser er uforenelige med Aikido. Dertil kommer at konkurrence leder til, at nogle vinder og andre taber. Man bør ikke konkurrere, måle eller sammenligne sig med sine medtrænende. I Aikido tilstræber man at handle ud fra sine egne forudsætninger og man bør derfor bestræbe sig på kun at blive bedre i forhold til sig selv. Fraværet af konkurrence gør Aikido tilgængelig for alle.

Aikido er ikke en statisk kampkunst, men udvikles hele tiden af dens udøvere. Der findes ikke nogle egentlige regler indenfor Aikido og derfor er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert så længe grundprincipperne respekteres. Selv om man studerer hos den samme sensei, vil enhver få noget forskelligt ud af undervisningen. De forskelle, der findes imellem dem, der underviser, er en naturlig følge af dette. Teknikkerne kan også være udført en smule forskelligt fra instruktør til instruktør afhængig af dennes størrelse, styrke og temperament, men også fordi den enkelte instruktør løbende udvikler teknikkerne og derigennem fokuserer på forskellige aspekter i disse.

For at få det største udbytte af træningen er det derfor nødvendigt for såvel begyndere som avancerede, at forholde sig åbent til undervisningen og i en vis forstand at betragte hver time som den første. Det er først, når man tror man kan teknikkerne, der er fare for at gå i stå. Jo mere erfaren man bliver, desto mere indser man, at der er mere at revidere. Det er denne indstilling, der er betingelsen for at man kan fortsætte med at udvikle sig.

Når vi træner Aikido gør vi det i grundtræningen oftest i par, hvor man skiftes til at angribe og forsvare sig. I begyndelsen foregår det som et samarbejde, for at lære formen og principperne i den pågældende teknik, og der er derfor ikke tale om vindere og tabere. Grundtræningen foregår oftest med fastlagte teknikker og angreb. Det er først når man har lært de basale bevægelsesprincipper og teknikker, man kan gå over til en mere fri form for træning, hvor angreb og teknikker udføres mere spontant. Hermed opnås den største effektivitet i udførelsen af Aikido-teknikkerne.

Læs mere på side 2 >